Genoplivningsprocedurer
Den eneste korrekte metode til kunstigt åndedræt er proceduren »mund-til-næse-til-mund«. For at anvende denne metode skal patientens hoved først placeres, så hagen og underkæben løftes så meget som muligt (fig. 1, 1. del). Man skal fjerne urenheder (slam og lign.) samt kunstige tænder (proteser) fra patientens mund og være opmærksom på, at tungen ikke glider bagud og lukker luftvejene.
Vi udfører kunstigt åndedræt ved at indånde så meget frisk luft som muligt og »blæse« ind i patientens mund og næse (fig. 1, 2. del). For at undgå infektion kan vi lægge et tyndt lommetørklæde over patientens mund. I den luft, vi puster ud, er der stadig tilstrækkeligt med ilt til den tilskadekomne. Samtidigt med kunstigt åndedræt skal man i en rolig rytme trykke på patientens brystkasse omkring hjertet (vær forsigtig, så ribbenene ikke brækker!), for ved at presse blod ud af hjertet støttes blodomløbet. Når vi løsner brystkassen, kan hjertet igen fyldes med blod, og på denne måde opnår vi kunstigt åndedræt og hjertefunktion. Dette skal fortsætte, indtil patienten selv begynder at trække vejret, og indtil hjertet kommer i gang igen (fig. 1, 3. del), hhv. indtil lægen kommer.
BILLEDE 1
Forgiftning med ikke-ætsende stoffer opstår som følge af indtagelse af forkerte eller for store mængder medicin, svampe og fødevarer, der er forurenet med bakterier fra paratyfusgruppen.
Hvis en sådan forgiftning opstår, skal maven og tarmene først og hurtigst tømmes. Fra en tom mave kan væske komme over i tarmene på 10 m min., og faste stoffer afhængigt af kvalitet og mængde på 1-6 timer. Hvis patienten er ved bevidsthed, skal man straks give ham at drikke omkring to spiseskefulde medicinsk kul (kan fås på apoteker; blandet i et glas mineralvand, almindeligt vand kan også bruges). Derefter skal patienten fremkaldes til opkastning (ved at kilde den øverste væg i svælget med skeens skaft). Uanset om opkastningen lykkes, skal patienten efter 3-4 m minutter igen have 2 spiseskefulde medicinsk kul med vand. Under alle omstændigheder skal en læge tilkaldes, eller patienten bringes til hospitalet.
Forgiftning med ætsende (kaustiske) stoffer. Forgiftning kan opstå af to typer ætsende stoffer: af syrer og lud.
Ved ætslud (kaustisk soda, soda, ludsalte) fjernes slimhinden i stykker fra læberne, tungen, munden, spiserøret og maven, og det udgående spyt er som regel blodigt og glat at røre ved. Læber og tunge hæver op, der opstår smerter i svælget, spiserøret og maven, kramper og opkastning. Den tilskadekomne efter lud skal have vand med citron eller eddike (1-2 spiseskefulde eddike i 5 dl vand) eller 3%-n borvand, og derefter mælk eller 1-2 spiseskefulde almindelig, spiselig olie.
Tegn på syreforgiftning i munden: ætse- og brandskader på slimhinden (svovlsyre giver sorte, saltsyre hvide og salpetersyre gule forbrændinger). Den udgående spyt er ru at røre ved og har en sur smag.
Patienten har stærke mavesmerter, kramper og kaster op. Han bør få mælk, olie eller proteiner (æg), alt sammen fortyndet med lidt vand. Derefter gives 1-2 teskefulde ristet magnesia, fortyndet i et halvt glas vand, som han skal drikke i små slurke. Personer, der er forgiftet med ætsende stoffer, må under ingen omstændigheder fremkaldes til opkastning.
Vigtigt! Når der er blod i det, som patienten har kastet op, er det forbudt at fremkalde opkastning yderligere!
Førstehjælp ved elektrisk stød
Den tilskadekomne skal frigøres fra det elektriske kredsløb. Hvis det er muligt, skal den elektriske ledning straks afbrydes fra kredsløbet ved hjælp af en afbryder, ved at fjerne sikringen eller ved at bryde ledningen. Afbrydelsen må kun udføres med isoleret værktøj, f.eks. et stykke tørt træ eller, i yderste fald, en økse med tørt skaft eller en tang med isoleret håndtag.
I særlige tilfælde skal der laves en kortslutning. Redningsmanden skal ubetinget sørge for isolering af sine egne hænder og fødder og derfor stå på en planke uden søm, på tørre klude eller på en stol. Sin hånd skal han beskytte f.eks. med ærmet på sin frakke, et tørt lommetørklæde eller gummi- eller nylonsker.
Redningsmanden bør placere et isolerende underlag under den tilskadekomne, f.eks. tørre brædder eller et træværktøj uden metaldele, tørre klude, PVC-plader. Det bedste er, hvis den tilskadekomne selv springer fri og samtidig bringer sig ud af kontakt med strømmen, eller hvis redningsmanden løfter den tilskadekomne op, efter først at have isoleret sig selv fra jorden. Vi må kun røre den tilskadekomne, hvis isoleringen er fejlfri. Den tilskadekomnes fingre skal enkeltvis og forsigtigt fjernes fra kontakten og samtidig vikles ind i en tør klud eller andet stof.
Hvis den strømførende ledning er viklet rundt om den tilskadekomne, skal strømmen afbrydes med isolerede hænder, og den strømførende ledningsende skal fastgøres, så den ikke kan forårsage yderligere ulykker.
Redningsarbejdet skal naturligvis påbegyndes straks og ubetinget; vi må ikke efterlade den tilskadekomne uden hjælp. Efter strømafbrydelsen skal den tilskadekomne lægges vandret, tøjet løsnes, og det skal helt fjernes fra overkroppen, der skal skaffes lys og ren luft. Den tilskadekomnes hoved må ikke hænge ned, men skal løftes lidt og støttes under hovedet (f.eks. med en sammenfoldet frakke).
Hvis den tilskadekomne er bevidstløs, skal man ubetinget forsøge genoplivning.
Det skal i mellemtiden undersøges, om den tilskadekomnes mund og næsebor kan passere luft. Spyt, madrester og proteser skal fjernes. Det er forbudt at hælde væske i munden. Hvis den tilskadekomne ikke trækker vejret, skal kunstigt åndedræt straks påbegyndes. Genoplivningen kan understøttes ved at gnide fodsålerne, ved lavement eller ved skiftevis at overøse brystkassen og maven med varmt hhv. koldt vand, men kunstigt åndedræt må ikke afbrydes. Hvis den tilskadekomne kommer til bevidsthed, skal vi fortsat passe på ham og må ikke lade ham være alene. Han skal have en varm drik (kaffe, te, alkohol osv.), men han skal forblive i halvt liggende stilling.
Ifølge erfaring kan lette og lokale skader midlertidigt ses bort fra (der skal senere ydes lægehjælp), men til blødende tilskadekomne skal der straks ydes lægehjælp.
Snavs, spåner, støvpartikler. Støv, snavs eller et insekt kan fjernes fra øjet ved at trække det nedre øjenlåg ned og tørre forsigtigt med ren gaze eller et lommetørklæde. Hvis genstanden er under det øverste øjenlåg, skal man gribe fat i det øverste øjenlåg midt på og trække det frem over det nedre øjenlåg, så øjenvipperne berører den indvendige overflade af det øverste øjenlåg. Hvis vi på denne måde ikke får fjernet fremmedlegemet, skal man ikke forsøge videre, men det skadede øje skal bindes og lægehjælp søges.
Et fremmedlegeme, der er kommet ind i næseboret, bør vi forsøge at fjerne ved at lukke det andet næsebor og puste kraftigt gennem næsen. Hvis det ikke lykkes på denne måde, bør der søges lægehjælp.
Fjernelse af fremmedlegemer, der er kommet ind i øret, bør overlades til en læge, da vi ved forsøg på at fjerne dem kan beskadige trommehinden. Hvis et insekt er kommet ind i øret, skal man hælde en (lille) skefuld olie, klaret smør eller vand i øret (i liggende stilling) og holde 10-15 m minutter.
Et fremmedlegeme, der er kommet ned i luftrøret, forsøger vi at fjerne ved at bede den tilskadekomne om at trække vejret dybt, mens vi langsomt slår ham på ryggen mellem skulderbladene. Hvis det genstand, der sidder fast i luftrøret, ikke er skarp, skal den tilskadekomne have vand, og derefter brødkrummen (meču) og mosede retter. Det er forbudt at give afføringsmidler i sådanne tilfælde. Lægelig kontrol er nødvendig.
En splint, der er kommet ind under neglen, må vi kun forsøge at fjerne, hvis den del, der stikker ud, er lang nok til, at vi kan gribe den med en pincet eller et lommetørklæde. Hvis det lykkes at få den ud, skal såret få lov til at bløde lidt, hvorefter det smøres med jod og forbindes.
Transport af den tilskadekomne
Transport af den tilskadekomne er ikke nogen let opgave; det kræver fagkundskab, forsigtighed og passende fysisk styrke. Ukyndig transport øger smerterne og forværrer tilstanden hos den tilskadekomne.
Først og fremmest bør man fastslå, om patienten er i en sådan tilstand, at han kan transporteres, og han kan transporteres, når der i henhold til førstehjælpsreglerne er ydet hjælp. Før transporten skal blødningen mindskes, der skal lægges en forbinding på såret, og de brækkede ekstremiteter skal immobiliseres.
Hvis vejen til hospitalet er længere, bør den tilskadekomne om muligt friskes op med te eller kaffe. Alkohol (konjak osv.) bør undgås. Under transporten skal den tilskadekomne hele tiden overvåges og kontrolleres, og hvis forbindingen eller immobiliseringsbandagen løsner sig, skal den straks rettes. Hvis der opstår bevidstløshed eller svækkelse af hjertefunktionen, skal passende genoplivningsmetoder anvendes.
Transportmåden afhænger altid af skadens art og af antallet af redningsfolk samt af typen af de til rådighed værende transportmidler.
Løftning og håndtering af patienten skal udføres velovervejet, roligt og behersket. Enhver rykning skal undgås. Den tilskadekomnes tøj må ikke være krøllet, og når vi løfter vedkommende, skal han løftes fra den side, hvor han ikke er kommet til skade.
Afsendelse uden hjælpemidler
Transport kun med én redningsmand. Hvis den tilskadekomne kan gå, skal redningsmanden tage fat bagfra og hjælpe ham på den måde. Hvis han ikke kan gå, eller er bevidstløs, skal han bæres på den måde, at redningsmanden knæler ved siden af ham, lægger den ene arm under armen og tager fat under knæene med den anden, løfter ham og bærer ham.
Evakuering med to redningsfolk. Den tilskadekomne, som kan gå, skal støttes fra begge sider. Hvis han ikke kan gå, men er ved bevidsthed, skal han holde fast i de redningsfolk, der bærer ham. Den bevidstløse tilskadekomne skal transporteres ved, at den stærkere redningsmand tager fat under armhulerne og fører armene over brystet, mens den anden placerer sig mellem den tilskadekomnes ben og tager fat under knæene. De skal løfte og bære ham samtidig.
Afsendelse ved hjælp af hjælpemidler
Transport på båre. Den tilskadekomne bør forsigtigt lægges på båren i liggende stilling. Til dette er der behov for to personer, og ved brud på underekstremiteterne tre personer. Redningsfolkene bør stå på den ene side af den tilskadekomne og samtidig løfte ham og lægge ham på båren.
Løft, igangsætning, standsning og sænkning af båren skal udføres af alle redningsfolk samtidig, men de må ikke gå samtidig, da det ellers ville give stød til båren. Hvis patienten skal transporteres over længere tid, er det en god idé at binde et bælte fast på hver side af båren, som redningsfolkene kan lægge over skuldrene.
Transport af den tilskadekomne med hjælpemidler. Hvis vi ikke har en båre ved hånden, kan vi improvisere et hjælpemiddel til transport. Efter behov kan den tilskadekomne anbringes på en stige, på afmonterede dørfløje, på et bord og på den måde bæres. Det samme kan vi gøre i et tæppe eller et teltdug. Vi kan også lave en improviseret båre af to sække af samme bredde ved at anbringe to lægter af passende længde langs de nederste kanter. Hvis der ikke er en båre, kan en bevidst patient også bæres på en stol. Redningsfolkene skal stille sig på hver side af patienten, gribe fat i stolens nederste del og ryglæn og bære sådan.
Indholdet i den førstehjælpskasse, vi anbefaler dig:
Bandagepakke, middel
stk. 2
Pakkelås, stor
stk. 2
Forbindingsbandage, 10 х 5 m
stk. 2
Steril gaze 1/2 m
stk. 2
Vat, 25 g
pakken 2
Flad gaze skåret 6 x 6 cm
pakke 1
Blodstoppebånd
pakke 1
Hanzaplast, 4 cm × 1 m
pakke 1
Saks
stk. 1
Saksbeskytter af lærredssæk
stk. 1
Jodampuller
stk. 12
Amoniumtærd
stk. 3
Notesbog (40 ark)
stk. 1
Førstehjælpshåndbog
stk. 1